Et projekt om Unge og EU.

EU-Ambassadørerne er et projekt i UNGmariagerfjord, som går ud på at skabe en større interesse for EU blandt unge i kommunen. Mange synes nemlig, at EU er kedeligt og tørt og at det, de laver i EU, ikke vedkommer dem. Men faktisk har EU mere med vores hverdag at gøre, end vi lige går og tror – og det burde vi alle vide mere om.

EU-Ambassadørerne er en gruppe unge i alderen 15-19 år, som tager ud på skoler og uddannelsessteder og fortæller om EU til andre unge, på en måde der gør det mere interessant for dig at høre om EU. Men inden de er nået så langt har de deltaget i både seminarrække og studietur til Bruxelles, hvor de har fået viden og redskaber til selv at kunne formidle denne viden til andre unge.

Vil du også gerne være med til at gøre EU mere spændende for unge?
Kunne du tænke dig at komme ud i kommunen og fortælle om EU til andre unge?
Så skulle du overveje at blive en af EU-Ambassadørerne!

Vi starter igen til efteråret med den første seminaraften mandag d. 8. september kl. 19.00 til kl. 21.30 i Ungdomshuset, Christiansgade 10 i Hobro.
Gæstetaler denne aften er Mads Terp fra DEO, som er for EU, hvad Chris MacDonald er for sundhed.

Tilmelding: Senest 6. september 2014 på holdet ”EU-Ambassadørerne” på ungdomsskolens hjemmeside: www.ungmariagerfjord.dk.